Besøg Egtvedpigens Verden i Egtved og gå på opdagelse. Se hvor Egtvedpigen levede for 3.500 år siden. Der er gratis adgang.
Egtvedpigens Verden er en udendørs oplevelsesdestination ved Egtved. Projektet stod klar den 6. juni 2026. Her får besøgende mulighed for at komme tættere på historien om Egtvedpigen og det landskab, hun var en del af for omkring 3.500 år siden.
VejleMuseerne står bag projektet, som er skabt som et åbent museum – en helt ny type udendørsmuseum. Stedet ligger tæt på Hærvejen og henvender sig til både lokale, turister, børnefamilier, vandrere og cyklister, der ønsker en rolig og nærværende indgang til bronzealderens historie.
Destinationen er inddelt i fem zoner, som tilsammen dækker forskellige sider af Egtvedpigens liv og bronzealderens samfund. Gæsterne kan gå, løbe, kravle og klatre sig igennem zonerne, mens formidlingen folder sig ud direkte i landskabet. Historien formidles gennem leg, bevægelse, lyd og tekster – det er historien om den unge kvinde, om bronzealderens mytologi, barnets hemmelighed, fjerne forbindelser og Egtved i bronzealderen.
Adgangen er gratis, og museet er åbent alle ugens dage. Projektet har været over ti år undervejs og er finansieret af Nordea-fonden, Vejle Kommune og finansloven for 2024.
Museumschef for Vejlemuseerne Flemming Hedegaard Larsen beskriver visionen: “Vi har tænkt museumsoplevelsen helt om. Det unikke er, at man ikke blot læser om Egtvedpigen – man træder ind i hendes landskab og tid. Formidlingen er interaktiv og sanselig, og der er noget for alle.”
Besøget begynder ved Portalen, som markerer overgangen fra nutid til bronzealder og giver et første overblik over de fem temaer, der venter. Herfra bevæger man sig ad en landskabelig rute og møder zonerne én for én.
I zonen “Den unge kvinde” venter en labyrint inspireret af Egtvedpigens snoreskørt, og formidlingen kredser om kvindernes rolle i bronzealderens samfund. De øvrige zoner tager fat på bronzealderens mytologi, det brændte barn i kisten, de vidtstrakte forbindelser på tværs af Europa og hverdagslivet i Egtved for 3.500 år siden. Formidlingen skifter med årstiderne – ligesom livet selv gjorde i bronzealderen.
Egtvedpigens Verden ligger tæt på Hærvejen - den 450 kilometer lange vandre- og cykelrute, også kendt som Ochsenweg, Studevejen og Pilgrimsvejen – der i årtusinder har forbundet Jylland. Museet er tænkt efter bæredygtige principper og passer naturligt ind i rutens fortælling om natur, historie og fordybelse.
Stedet er ét af tre projekter i Vejle Kommunes Hærvejssatsning, sammen med Haraldskær og Anesminde.
Egtvedpigen er et af Danmarkshistoriens mest kendte arkæologiske fund. Hun døde som 16-18-årig en sommerdag i 1370 f.Kr. og blev begravet i en egetræskiste i den gravhøj, vi i dag kalder Storehøj.
Højen ligger nordvest for Egtved by, åbent i terrænet med vidt udsyn. Den markante beliggenhed afspejler et landskab, hvor gravhøje engang lå tæt. I Danmark er der i dag over 22.000 fredede gravhøje, men de fleste i Egtved-området er forsvundne – pløjet ned eller gravet væk i løbet af 1800- og 1900-tallet.
Da husmand Peter Platz stødte på egetræskisten i 1921, var højen næsten helt væk. Han havde i en årrække brugt den som kartoffelkule til vinteropbevaring, og de sidste rester var ved at blive gravet bort, da spaden ramte det massive stykke træ.
Nationalmuseet rykkede ud, og da kisten blev åbnet, lå hun der: en 160 cm høj ung pige iført uldbluse, snoreskørt og bronzeringe om håndleddene – med kort pagehår, en lille bronzeørering og en bælteplade af bronze. En blomstrende røllike afslørede, at hun var begravet om sommeren. Alderen på 16-18 år er siden bestemt ud fra hendes tænder. Fundet viste sig at være et af de bedst bevarede gravfund fra Danmarks oldtid.
Den gravhøj, man ser i dag, er rekonstrueret. Den oprindelige høj var næsten helt forsvundet, da kisten blev fundet i 1921. Efter grundige undersøgelser blev højen genopbygget i 1980 – 22 meter i diameter og fire meter høj. Peter Platz rejste selv en mindesten ved stedet. Den står der endnu.
Omkring højen vokser egetræer og hasselkrat – træer og buske, der var udbredte i bronzealderen – og som i dag giver stedet en rolig og historisk atmosfære.
Det originale fund fra kisten opbevares på Nationalmuseet i København. Men selve stedet - højen, marken og det sydjyske terræn, som Egtvedpigen engang kendte - finder du stadig i Egtved. Nu med Egtvedpigens Verden som nærmeste nabo.
Praktisk information
Egtvedpigens Verden
Egtved Holt 12
6040 Egtved
Gratis adgang. Åbent alle ugens dage. Hunde er velkomne.
Læs mere på www.egtvedpigensverden.dk.
Projektet er støttet af Nordea-fonden, Vejle Kommune og finansloven for 2024. Gjørtz Andersen Arkitekter, NIRAS og Urbanlab nordic har stået bag byggeriet.
Billedmateriale: VejleMuseerne
